Lone kom med en spørgeliste på to sider
Da Lone startede på Modul 2, havde hun allerede skrevet nogle små tekster til en lokal forening. Hun var vant til at skrive, men ikke til at tale med fremmede for at få stof til en tekst. Første gang vi mødtes, havde hun medbragt en spørgeliste på to sider, skrevet med omhu og delt op i emner.
Jeg spurgte hende, hvad hun ville gøre, hvis kunstneren svarede på de første tre spørgsmål med et enkelt ord hver. Lone smilede og sagde, at så ville hun gå videre til nummer fire. Det blev udgangspunktet for vores arbejde: en liste er en støtte, ikke et manuskript, og et godt interview opstår i det, der sker mellem spørgsmålene.
Hun havde valgt en lokal keramiker som gæst, en kvinde hun kendte af udseende fra en udstilling i byen. Det var et godt valg til en første øvelse, fordi emnet var overskueligt og samtalen kunne holdes inden for en times tid.
Forberedelsen: færre spørgsmål, bedre rækkefølge
Vi startede med at skære i listen. Lone havde fireogtyve spørgsmål, og mange af dem kunne besvares med et ja eller nej. Vi omskrev dem, så de begyndte med hvordan, hvorfor eller hvad skete der, og vi samlede dem i tre temaer, som hun kunne bevæge sig mellem uden at miste tråden.
Interviewskemaet i modulet hjælper med netop det. Det har plads til et åbningsspørgsmål, et par hovedspørgsmål pr. tema og en rubrik til opfølgning, hvor man på forhånd noterer, hvad man vil grave i, hvis svaret byder på noget uventet. Lone fyldte skemaet ud to gange, før hun var tilfreds.
Hun skrev også en kort baggrundsnote om keramikerens værker, så hun ikke brugte interviewtiden på noget, hun kunne have læst sig til.
- Skær spørgsmål, der kan besvares med ja eller nej
- Saml resten i tre temaer
- Skriv en kort baggrundsnote på forhånd
Selve samtalen og det andet spørgsmål
Lone fortalte bagefter, at de første ti minutter var de sværeste. Hun holdt sig tæt til papiret, og svarene blev høflige og korte. Så nævnte keramikeren i en bisætning, at hun havde kasseret en hel ovnfuld, fordi glasuren var gået i stykker, og at det var den fejl, der førte til hendes nuværende farver.
Her skete det, vi havde øvet: Lone lagde papiret fra sig og spurgte, hvordan det havde føltes at åbne ovnen den dag. Svaret fyldte næsten fem minutter og blev kernen i den færdige tekst. Det andet spørgsmål, det der følger op på det uplanlagte, er ofte dér, hvor interviewet bliver værd at læse.
Jeg sagde til hende, at hun ikke skulle fylde stilheden. Hun lærte at vente et par sekunder, og gæsten fortsatte næsten hver gang.
Citaterne: hvad man må rette, og hvad man ikke må
Efter samtalen skrev Lone optagelsen ud og stod med en type problem, mange nye kursister møder: talesprog ser mærkeligt ud på skrift. Sætninger starter og stopper, ord gentages, og pointen gemmer sig i en bisætning. Vi gennemgik, hvordan man kan fjerne fyldord og gentagelser uden at ændre meningen.
Reglen er enkel at sige og svær at følge: citatet skal lyde som personen, og meningen må aldrig flyttes. Lone fik en lille tjekliste, hvor hun for hvert citat spurgte sig selv, om gæsten kunne genkende sig selv og være enig i, at det var det, hun sagde.
Hun sendte desuden citaterne til keramikeren til gennemsyn. Det er ikke et krav i journalistik, men i en træningssituation giver det god mening og skaber tillid.
- Fjern fyldord og gentagelser, ikke holdninger
- Bevar personens eget ordvalg, hvor det bærer mening
- Gennemgå hvert citat med spørgsmålet: ville hun genkende det?
Fra udskrift til tekst med en vinkel
Næste skridt var at finde ud af, hvad teksten skulle handle om. Lone havde næsten tre timers materiale, hvis man regnede forberedelse og udskrift med, men kun plads til omkring tolv hundrede ord. Vi brugte en enkel øvelse: skriv en sætning, der siger, hvad læseren skal have med sig, og hold alt andet op imod den.
Hendes sætning blev: En fejl kan blive til en stil. Det gjorde mange gode citater overflødige, og det var en lettelse at smide dem ud. Teksten fik en klar begyndelse med ovnscenen og sluttede på en mere dagligdags note om, hvordan hun nu arbejder.
I den skriftlige feedback pegede jeg på to steder, hvor Lone forklarede for meget i stedet for at lade citatet stå. Hun rettede dem selv og afleverede en ny version efter en uge.
Hvad Lone tog med sig videre
Da hun afsluttede modulet, sagde Lone, at hun ikke længere var nervøs for selve samtalen. Det, hun ville arbejde videre med, var at turde afbryde sig selv, når en tanke var ved at falde på plads, og at skrive spørgsmålene ned med færre ord.
Hun valgte at bruge teksten som afsæt til Modul 3, hvor hun ville øve sig i at vurdere værker. Det er en naturlig overgang, fordi man lytter bedre til en kunstner, når man også har lært at se kritisk på værket.
Jeg håber, at historien viser, at modulet ikke kræver forhåndskendskab til journalistik. Det kræver nysgerrighed, villighed til at lade planen være og tålmodighed med sin egen tekst.
Lones forløb er ikke usædvanligt. De fleste kommer med en lang liste og går derfra med en kortere, et skema de forstår at bruge, og en tekst, de kan stå inde for. Det vigtigste, de lærer, er at lytte efter det andet spørgsmål, behandle citater med respekt og vælge en vinkel, før de skriver. Resten er øvelse og skriftlig feedback.
Camilla Ravn
Underviser i visuel fortællingCamilla er tilrettelægger og billedredaktør. Hun underviser i, hvordan tekst og billeder arbejder sammen.
Kontakt os
Skriv til os: kontakt@musedora.dk